Flere danske landsholdssvømmere kom til at spille bemærkelsesværdige roller uden for svømmebassinet under besættelsen.
Sigurd Weber og hans senere hustru svømmeren Tonni Pedersen havde fra svømmelandsholdet i 1930´erne lært Ragnhild Hveger at kende, og de tre blev rigtig gode venner.
OL i Berlin i 1936 havde kastet en sølvmedalje af sig til Ragnhild Hveger, og i de efterfølgende år ville Ragnhilds popularitet næsten ingen ende tage. Hun måtte skrive autografer overalt i Danmark, hvor hun kom frem, og Gunnar "Nu" Hansens reportager hjalp til med at øge populariteten. Ragnhild var tidens allerstørste danske idrætsudøver overhovedet og internationalt kendt.
Ved de danske mesterskaber i 1940, der blev afviklet i Grindsted to måneder efter besættelsen vandt Ragnhild igen det danske mesterskab og modtog også Dronningens Vandrepokal. Men kort tid efter satte Hveger-familiens nazistiske tilknytning en rutchetur igang for hendes popularitet.
Ragnhild Hveger optræder allerede i juli 1940 i bladet Kopenhagener Soldatenzeitschrift med en hilsen på tysk til de tyske soldater i Danmark. Hun skriver bl.a., at hun hilser de tyske soldater i Danmark velkommen. I hilsenen i tidsskriftet fortæller hun også, at hun mange gange har besøgt Tyskland.
Besøgene til Tyskland skulle iøvrigt vise sig at fortsætte, og Ragnhild Hveger bliver den danske idrætsudøver, der konkurrerer allermest i Tyskland og Østrig under anden verdenskrig.
Hun dukker i 1941 også op i et tysk illustreret magasin:
 |
| Signal var et tysk propagandamagasin, der under 2. verdenskrig blev udgivet i et stort oplag og på op til 30 sprog afhængig af udgivelsen. Dette billede er taget ved en aviskiosk på Sicilien i 1941. |
Det kunne heller ikke undgå offentlighedens opmærksomhed, at svømmeidolet Ragnhild Hveger selv flyttede til Kiel i 1943, hvor hun blev svømmetræner og gift med en tysk officer.
Under besættelsen blev Ragnhild Hveger derved mere og mere upopulær i store dele af befolkningen.
Sigurd Weber fortsatte sin svømmetræning hjemme i Odense. Tonni, der havde sat en verdensrekord i svømning tilbage i 1938, var nu skiftet over til atletikken, hvor hun bl.a. satte dansk rekord i spydkast.
Men det var ikke venskabet med nazisternes svømmeidol, der var årsagen til, at nedkastningslederen på Fyn Erik Frandsen havde udvalgt Sigurd Weber til en helt speciel sabotageopgave. Erik vidste, at Sigurd havde den helt rigtige indstilling og gerne ville af med besættelsesmagten.
En aften midt i juli 1943 bankede det på familien Webers dør i opgangen på Hans Tausensgade 2 i Odense. Det var Erik Frandsen, der spurgte efter Sigurd, som han kendte fra byens terrænsportsforening.
 |
| "Bagerens Sigurd" - Sigurd Weber |
Sigurds søster åbnede døren og hentede sin bror, som Erik ville tale med. Ude på trappeopgangen blev der nu lavet aftale om en spektakulær sabotageaktion, der skulle finde sted knap en uge senere.
Sigurd var søn af en bager, men han var ved at uddanne sig til elektriker. Selv om han endnu ikke var færdiguddannet elektriker arbejdede han i sin sommerferie for firmaet D.E.C for at tjene lidt penge til ferien. Firmaet arbejdede på Odense Stålskibsværft.
Erik Frandsen afslørede formålet med hans besøg. "Det skib du arbejder på, det skal sænkes. Det er svært at komme til for os, men du skal gøre det", sagde han. Sigurd accepterede opgaven, for han ville heller end gerne af med tyskerne.
Skibet, der skulle sænkes var “Linz”, som var under ombygning til brug for værnemagten. Skibet skulle bruges som mineudlægger i de danske farvande.
Skibet lå i Odense Kanal og tyskerne bevogtede Linz skarpt med et stort antal vagter. Skibets kommandør Fregattenkapitän von Behlen havde i længere tid frygtet, at Linz ville blive udsat for sabotage. Han havde derfor bedt om fire sabotagevagter på skibet foruden en hel stribe tyske soldater.
Skibet lå i Odense Kanal og tyskerne bevogtede Linz skarpt med et stort antal vagter. Skibets kommandør Fregattenkapitän von Behlen havde i længere tid frygtet, at Linz ville blive udsat for sabotage. Han havde derfor bedt om fire sabotagevagter på skibet foruden en hel stribe tyske soldater.
Samtidig havde værftet også anbragt en spærrebom i vandlinien tværs over Odense Kanal for at forhindre uvedkommende både i at nærme sig værftet.
Linz skulle efter S.O.E.´s ønske sænkes ved hjælp af en magnetbombe, som Erik Frandsen havde fået leveret fra England. Magnetbomben og andet udstyr var blevet nedkastet med faldskærm til modtagegruppen ved Hvidsten, og var derefter blevet transporteret til bl.a. Odense.
 |
| S.O.E. agenten Jens Peter Carlsen . Foto: Special Operations Executive, UK |
Sigurd Weber blev af de lokale modstandsfolk nu sat ind i hvordan magnetbomben fungerede. Der var tre magneter på hver side af bomben. I hver ende var der en fløjmøtrik, der skulle drejes, når den med en tidsforsinkelsen skulle aktiveres.
En tidsforsinkelse på ca. 8 timer blev valgt. Sigurd hentede bomben hos Erik Frandsen 27. juli 1943 og tog den i tasken og med under armen. Så cyklede han gennem Odense med bomben og kom godt ind på værftet og forbi sabotagevagterne.
Tyskerne havde en barak på den anden side af kanalen, og når der var vagtskifte kl. 13.00, så var der en mulighed for at slå til, havde Sigurd fundet ud af. Han gik i gang med planlægningen af aktionen.
Første dag måtte Sigurd Weber opgive at anbringe bomben det rigtige sted, men han lovede Erik Frandsen at forsøge igen dagen efter. Bomben blev derfor midlertidig liggende i et omklædningsrum på værftet til næste forsøg dagen efter 28. juli 1943.
En ekstra inspektion på skibet blev iværksat, og Sigurd var nu nervøs for om mappen skulle blive fundet. Men tyskerne forsvandt igen.
 |
| En "Rigid Limpet "Magnetbombe med tre magneter på hver side. Her vist uden den kemiske forsinkelsesmekanisme med farvede glasampuller. Foto: Frihedsmuseet. |
Sigurd aktiverede som planlagt ved vagtskiftet kl. 13 en forsinket bombeanordning og sænkede den ned på skibssiden med sejlgarn fra faderens bagerforretning. Herefter tog han afsted til svømmetræning. Planen var, at bomben skulle sprænge kl. 21 om aftenen, og det lykkedes. Kort efter kl. 21 sprængtes et hul på ca. 70 gange 100 cm. Skibet sank og stod nu på bunden på 2-3 meter vand.
Sjakbajsen måtte herefter meddele sine folk: Nå, nu er der ikke mere arbejde til jer. Sigurd cyklede så ind til firmaet, hvor han sammen med de andre arbejdere fik en fyreseddel.
Mere end 280 arbejdere og vagter fra værftet blev kort tid efter afhørt i sagen, uden at noget blev opklaret.
Da tyskerne dagen efter sprængningen af Linz ville placere ekstra vagter på skibet begyndte arbejderne i Odense at vise tænder. Et oprør var igang og modstanden bredte sig videre til en række store danske byer bl.a. København, Aarhus, Esbjerg og Aalborg.
I Aalborg var en anden S.O.E.-relateret begivenhed med til at få urolighederne i august 1943 til at blusse op. Bankassistent Niels Erik Vangsted var med i en modtagegruppe, der 18. august 1943 havde modtaget en S.O.E.-nedkastning nær Madum sø.
Tysk politi i Aalborg havde fra to danske stikkere fået kendskab til nedkastningsaktiviteterne. Derfor kom det om natten til skudveksling blot 10 kilometer væk fra nedkastningsstedet, da modtagegruppen var på vej væk med våbene i lastbil. Skudvekslingen resulterede i, at Vangsted blev dræbt og et andet medlem af modtagegruppen blev anholdt.
Vangsteds begravelse i Aalborg 23. august 1943 udviklede sig til store uroligheder, hvor mellem 7.000 - 8.000 mennesker deltog. Seks dage senere var Augustoprøret en realitet.
Begivenhederne i Odense og de strejker det førte med sig i andre byer fik betydning for hele landets politik og for Augustoprøret 29. august 1943, hvor den danske regering gik af og samarbejdspolitikken med tyskerne ophørte.
Sigurd Weber holdt lav profil med hans sabotage af Linz-skibet knap en måned tidligere, og gik ind i andre former for modstandsarbejde i Odense.
 |
| Sigurd Weber (th) med frihedskæmperarmbind på Odense Banegård maj 1945. Foto: Sigurd Weber / Forstadsmuseet. |
Den 5. maj 1945 om aftenen, blev Ragnhild Hvegers bror Poul anholdt, og dagen efter blev han overført til Vestre Fængsel. I Helsingør Ret blev han 29. januar 1946 idømt en fængselsstraf på 12 års fængsel bl.a. for stikkervirksomhed. Poul Hveger blev dog løsladt allerede i 1949.
Ragnhild selv blev efter befrielsen interneret i 6 uger men endte op med ikke at blive anklaget for noget. Sagen påvirkede imidlertid hende og familien resten af livet. Kort tid efter besættelsen flyttede hun til Sverige for en periode og tog et trænerjob der. Hun blev udelukket fra at deltage i OL i 1948 i London officielt med begrundelsen, at hun nu var professionel svømmetræner. Dermed havde hun misset tre Olympiske lege i træk, da legene i 1940 og 1944 ikke blev gennemført.
Ragnhild nærmede sig som 32-årig i 1952 karrierens afslutning. Hun havde netop deltaget i OL i Helsinki og opnået en 5. plads, da det tre måneder efter OL var tid til et stort svømmestævne i Berlin. Stævnet skulle afvikles på det svømmestadion, hvor Hveger i 1936 havde vundet OL-sølv. Svømmestadionet lå nu i den britiske zone.Ragnhild selv blev efter befrielsen interneret i 6 uger men endte op med ikke at blive anklaget for noget. Sagen påvirkede imidlertid hende og familien resten af livet. Kort tid efter besættelsen flyttede hun til Sverige for en periode og tog et trænerjob der. Hun blev udelukket fra at deltage i OL i 1948 i London officielt med begrundelsen, at hun nu var professionel svømmetræner. Dermed havde hun misset tre Olympiske lege i træk, da legene i 1940 og 1944 ikke blev gennemført.
 |
| Ragnhild Hveger nr. 2 fra venstre og Sigurd Weber i lys jakke på vej til svømmestævne i Berlin i 1952. Foto: Sigurd Weber / Forstadsmuseet. |
 |
| Sigurd Weber og Ragnhild Hveger ved svømmestævnet i Berlin i 1952. Foto: Sigurd Weber / Forstadsmuseet. |
I 1996 blev Hveger af Danmarks Idræts-Forbund kåret som århundredets danske kvindelige idrætsudøver. Hun mødte ikke op til prisoverækkelsen, men lod sit barnebarn modtage prisen.
- Ragnhilds store ulykke var, at hendes familie var nazister og dermed blev brugt af tyskernes propagandamaskine. Hun var altid en god kammerat og et godt menneske, har Sigurd Webers kone Tonni fortalt.
Først 25 år efter sabotageaktionen i Odense fortalte Sigurd Weber i 1968, at det var ham, der havde udført den dristige aktion på Linz tilbage i juli 1943. Ikke engang hans kone vidste noget om hans sænkning af Linz dengang.
Gennem deres liv rejste Sigurd og Tonni Weber meget rundt i verden. Ofte gik turen til museer med fokus på anden verdenskrig og til forskellige mindehøjtideligheder for frihedskæmpere over hele verden. På Imperial War Museum i London var det specielt S.O.E.-udstillingen, der havde Sigurds interesse.
Tonni Weber (født Pedersen) gav adskillige interviews frem til sin død i 2015 og bidrog til debatten om sammenblandingen af sport og politik under besættelsen.
Sabotøren Sigurd Weber og mestersvømmeren Ragnhild Hveger døde begge i 2011.
--- ooo ---
--- ooo ---
Jan Christensen (Copyright). E-mail: jan_christensen@outlook.dk