Natten mellem den 10. og 11. december 2018 markerer 75-årsdagen for en dramatisk S.O.E.-begivenhed, der udspandt sig midt på Sjælland.
 |
| Flemming B. Muus |
Hos Special Operations Executive i hovedkvarteret i London var bekymringen for de otte besætningsmedlemmer og faldskærmschefen stor. Blev den øverste chef for S.O.E. i Danmark taget af tyskerne efter nedskydningen af Halifax BB378, ville det være katastrofalt for hele det danske modstandsarbejde.
Efter en heftig luftkamp over midtsjælland havde den engelske pilot Bartter mirakuløst fået bragt Halifax BB378 til nødlanding ved Bonderup, og ingen af de otte ombordværende besætningsmedlemmer eller S.O.E.´s agent var kommet alvorligt til skade.
Muus var øverste danske S.O.E-chef, og han skulle med engelsk support opbygge en helt ny organisationsstruktur for modstandsarbejdet i Danmark efter den danske regerings afgang få måneder tidligere.
Efter augustoprøret og de mange sabotager og strejker i hele landet var det nødvendigt at justere på strategien for S.O.E.s arbejde i Danmark. Flemming B. Muus blev derfor kaldt til samråd i London. Efter at den nye plan for Danmark var blevet fastlagt og vedtaget skulle Muus tilbage til Danmark og iværksætte de nye tiltag.
Fredag den 10. december 1943 var det fuldmåne, og aftenen var bidende kold men endelig kunne flyet komme afsted til Danmark. Navigatør C. W. Fry fortæller: "Vejret så alligevel ud til at blive meget godt, når vi blot kom væk fra den sidste del af tågen, der stadig hang omkring os.
Det var en opgave, vi havde ventet i næsten ti dage på at udføre. Tre gange havde vi gjort klar til at tage afsted, men hver gang blev turen aflyst på grund af vejret og tåge."
Vi fik vores vejrudsigt for både turen ud og hjem fra vagthavende. Så mødte vi agenten, og vi var alle parate til at tage af sted. Vi lettede kl. 22.10. Vi var to timer forsinket.
Efter at have krydset den engelske kyst ved Cromer gik vi ned til omkring 125 meter for at krydse Nordsøen. Hvad besætningen ikke vidste var, at tyske radarstationer på dansk jord hurtigt var kommet på sporet af dem.
Allerede kl. 00.43 havde en tysk radarstation opdaget flyet ca. 30 km. nord for Ringkøbing med sydøstlig kurs. Tre tyske Ju88 natjagere blev nu sendt på vingerne fra Kastrup Lufthavn.
Efter at have krydset en strimmel vand (Storebælt) ramte vi Sjælland som planlagt og satte kurs mod modtagestedet med forventet ankomst kl. 01.45.
Tyskerne blev på Bonderupgaards mark i cirka to uger for at rydde op efter nødlandingen. Senere transporterede tyskerne flyet til St. Merløse station, hvor det blev læsset på en togvogn, da metallet skulle genbruges i Tyskland.
Efter nødlandingen ved Bonderup delte besætningen fra Halifax BB378 sig op i to grupper. Det handlede om at komme væk i en fart, da tyskerne hurtigt ville indlede en eftersøgning.
For de fire stadig tilfangetagne flyvere fra Halifax BB378 var den russiske ankomst til lejren enden på deres 15 måneder lange ophold i fangelejren. Russerne holdt krigsfangerne tilbage i lejren i nogle uger, inden de blev overgivet til de amerikanske styrker.
Jan Christensen (Copyright). E-mail: jan_christensen@outlook.dk
Efter en heftig luftkamp over midtsjælland havde den engelske pilot Bartter mirakuløst fået bragt Halifax BB378 til nødlanding ved Bonderup, og ingen af de otte ombordværende besætningsmedlemmer eller S.O.E.´s agent var kommet alvorligt til skade.
Muus var øverste danske S.O.E-chef, og han skulle med engelsk support opbygge en helt ny organisationsstruktur for modstandsarbejdet i Danmark efter den danske regerings afgang få måneder tidligere.
I marts 1943 var Muus blevet indsat som faldskærmschef i Danmark efter nedkastning med faldskærm ved Hornum sø syd for Nibe.
Henover sommeren 1943 steg antallet af sabotageaktioner i Danmark betragteligt. Med engelsk sabotagemateriel var det samtidig blevet muligt at foretage større aktioner.
Henover sommeren 1943 steg antallet af sabotageaktioner i Danmark betragteligt. Med engelsk sabotagemateriel var det samtidig blevet muligt at foretage større aktioner.
Efter augustoprøret og de mange sabotager og strejker i hele landet var det nødvendigt at justere på strategien for S.O.E.s arbejde i Danmark. Flemming B. Muus blev derfor kaldt til samråd i London. Efter at den nye plan for Danmark var blevet fastlagt og vedtaget skulle Muus tilbage til Danmark og iværksætte de nye tiltag.
Grundet dårligt flyvevejr skulle der gå næsten en måned før Muus kom afsted fra England.
Den 10. december 1943 var det endelig muligt at udføre den planlagte flyvning.
Nedkastningen af Flemming B. Muus skulle gennemføres på operation Table Jam 18 ved Gyldenløves Høj nord for Ringsted. Efterfølgende skulle flyet nedkaste ni containere på Operation Table Jam 19 ved Tissø.
 |
| Bagerst fra venstre: Riggs, Atkins, Howell og Smith. Forrest fra venstre: Fry, Bartter (pilot) og Andersson. Udover den normale besætning på syv personer, deltog også Frederick Turvil på operation Table Jam 18 og 19, da han var under oplæring. |
Fredag den 10. december 1943 var det fuldmåne, og aftenen var bidende kold men endelig kunne flyet komme afsted til Danmark. Navigatør C. W. Fry fortæller: "Vejret så alligevel ud til at blive meget godt, når vi blot kom væk fra den sidste del af tågen, der stadig hang omkring os.
Det var en opgave, vi havde ventet i næsten ti dage på at udføre. Tre gange havde vi gjort klar til at tage afsted, men hver gang blev turen aflyst på grund af vejret og tåge."
Vi fik vores vejrudsigt for både turen ud og hjem fra vagthavende. Så mødte vi agenten, og vi var alle parate til at tage af sted. Vi lettede kl. 22.10. Vi var to timer forsinket.
Efter at have krydset den engelske kyst ved Cromer gik vi ned til omkring 125 meter for at krydse Nordsøen. Hvad besætningen ikke vidste var, at tyske radarstationer på dansk jord hurtigt var kommet på sporet af dem.
Allerede kl. 00.43 havde en tysk radarstation opdaget flyet ca. 30 km. nord for Ringkøbing med sydøstlig kurs. Tre tyske Ju88 natjagere blev nu sendt på vingerne fra Kastrup Lufthavn.
Efter at have krydset en strimmel vand (Storebælt) ramte vi Sjælland som planlagt og satte kurs mod modtagestedet med forventet ankomst kl. 01.45.
Vi identificerede vores kendingsmærke på jorden, der var den hjerteformede sø (Valsølille sø tæt ved Gyldenløves Høj).
Flemming B. Muus var klar til at springe ud med faldskærm, men det røde varslingslys var stadig tændt i flyet. Lugen blev nu åbnet. Nu ventede faldskærmsagenten blot på grønt lys og et “go”. Pludselig bragede det med maskinkanonsalver og flyet krængede og påbegyndte en kraftig stigning.
Agterskytten Walter Ralph Riggs besvarede beskydningen. Duellen stod på i flere minutter, men så begyndte Halifax-flyet at brænde.
Fry: "Under luftkampen fik vi af piloten besked om, at vi skulle lave en nødlanding. Den tyske pilot var ihærdig. Projektilerne fløj over hovedet på Brian og mig, og vi kastede os ned på gulvet.
Anderson meldte, at en af motorerne eller en benzintank var i brand. Bartter råbte så: "Crash positions", da kommunikationsystemet ikke virkede.
Den hårde frost jord gav os dog ingen problemer ved nødlandingen, og vi kom ned sikkert. Vi var meget heldige.
Vi kom alle ud af flyet, og ingen var såret alvorligt", fortæller Fry. Klokken var nu omkring kl. 01.54. Flyet var landet med våbencontainere hængende i bomberummet under sig på en mark ikke langt fra Ugerløse. Nødlandingsstedet var 10 km. i en direkte linie fra det planlagte nedkastningssted ved Gyldenløves Høj.
Flemming B. Muus var klar til at springe ud med faldskærm, men det røde varslingslys var stadig tændt i flyet. Lugen blev nu åbnet. Nu ventede faldskærmsagenten blot på grønt lys og et “go”. Pludselig bragede det med maskinkanonsalver og flyet krængede og påbegyndte en kraftig stigning.
Agterskytten Walter Ralph Riggs besvarede beskydningen. Duellen stod på i flere minutter, men så begyndte Halifax-flyet at brænde.
Fry: "Under luftkampen fik vi af piloten besked om, at vi skulle lave en nødlanding. Den tyske pilot var ihærdig. Projektilerne fløj over hovedet på Brian og mig, og vi kastede os ned på gulvet.
Anderson meldte, at en af motorerne eller en benzintank var i brand. Bartter råbte så: "Crash positions", da kommunikationsystemet ikke virkede.
Den hårde frost jord gav os dog ingen problemer ved nødlandingen, og vi kom ned sikkert. Vi var meget heldige.
Vi kom alle ud af flyet, og ingen var såret alvorligt", fortæller Fry. Klokken var nu omkring kl. 01.54. Flyet var landet med våbencontainere hængende i bomberummet under sig på en mark ikke langt fra Ugerløse. Nødlandingsstedet var 10 km. i en direkte linie fra det planlagte nedkastningssted ved Gyldenløves Høj.
 |
| Resterne af Halifax BB378 som flyet så ud efter at ilden var slukket og flyet udbrændt. |
Flemming B. Muus fortæller selv om nødlandingen: "Piloten satte maskinen ned, mavelandede den på en pløjemark i nærheden af en herregård, der hed Bonderup, og så sad vi der og brændte og var klar over, at det kunne vare et sekund eller måske et minut før det hele eksploderede. Vi kunne ikke komme ud ad den normale vej, men der var et lille hul i toppen af maskinen, hvor man kunne mave sig ud".
Brian Atkins beretter, at besætningen var ekstremt heldige: "To besætningsmedlemmer klarede kun med nød og næppe at komme ud af flyet.
Foruden nedkastningen af den danske faldskærmsagent ved Gyldenløves Høj, skulle besætningen på Halifax BB378 have fortsat omkring 32 km. i luftlinie og have nedkastet ni våbencontainere nord for Tissø nær Kattrup Gods under operation Table Jam 19 på turen tilbage mod England.
Brian Atkins beretter, at besætningen var ekstremt heldige: "To besætningsmedlemmer klarede kun med nød og næppe at komme ud af flyet.
Foruden nedkastningen af den danske faldskærmsagent ved Gyldenløves Høj, skulle besætningen på Halifax BB378 have fortsat omkring 32 km. i luftlinie og have nedkastet ni våbencontainere nord for Tissø nær Kattrup Gods under operation Table Jam 19 på turen tilbage mod England.
Våbenmodtageholdet ved Tissø måtte dog tage hjem med uforrettet sag. Halifax BB378 nåede aldrig frem til modtageholdet ved Kattrup Gods.
Tyskerne blev på Bonderupgaards mark i cirka to uger for at rydde op efter nødlandingen. Senere transporterede tyskerne flyet til St. Merløse station, hvor det blev læsset på en togvogn, da metallet skulle genbruges i Tyskland.
Efter nødlandingen ved Bonderup delte besætningen fra Halifax BB378 sig op i to grupper. Det handlede om at komme væk i en fart, da tyskerne hurtigt ville indlede en eftersøgning.
Officerne Bartter, Howell og Fry gik i den ene gruppe, mens underofficererne Atkins, Smith, Anderson, Riggs og Turvil gik i en anden retning. Den danske faldskærmsagent Flemming B. Muus klarede sig selv, og det lykkedes ham hurtigt at komme til København.
Det lykkedes også de tre officerer Bartter, Fry og Anderson at nå tilbage til England.
På grund af den frosne jord, kunne besætningen efter landingen ikke begrave deres udstyr, som det ellers var standardprocedure. Alternative metoder måtte tages i brug for at skjule sporene.
Brian Atkins fortæller:
"Vi kastede vores udstyr ind i flammerne. Men vi beholdt uniformerne på.”
Muus smed også sin overtræksdragt ind i flammerne, og samledes med besætningen ca. 100 meter fra det brændende fly. Ilden fik hurtigt fat i brændstoftanke og våbencontainere, og der lød flere store eksplosioner.
Det lykkedes også de tre officerer Bartter, Fry og Anderson at nå tilbage til England.
 |
Brian Atkins fortæller:
"Vi kastede vores udstyr ind i flammerne. Men vi beholdt uniformerne på.”
Muus smed også sin overtræksdragt ind i flammerne, og samledes med besætningen ca. 100 meter fra det brændende fly. Ilden fik hurtigt fat i brændstoftanke og våbencontainere, og der lød flere store eksplosioner.
London modtog besked fra Danmark om morgenen 13. dec. 1943 fra Table Mat (telegrafist Gunnar Christiansen) om af Flemming B. Muus var i sikkerhed, men at besætningens skæbne ikke var kendt.
Den 14. december 1943 kunne S.O.E. i Stockholm telegrafere til London at 3 officerer også var i sikkerhed. De blev smuglet til Malmø i Sverige samme dag. Muus havde tillige formået at få alle de ting med han medbragte fra London.
De fem underofficerer fra Halifax BB378 havde ikke selv samme held som officererne og Muus
under flugten fra nødlandingen i Bonderup.
Turvil, Smith, Riggs, Atkins og Anderson var efter 70 kilometers vandring nået frem til Ølsted nord for Frederikssund. Det var den 13. december 1943, og det var Luciadag, men de fem flyvere havde ingen skytsengel med. De troede sig i sikkerhed, da de tog kontakt til en gårdejer, der tilbød overnatning på loftet af hans ejendom.
Efter at have vist flyverne op på loftet tog manden imidlertid kontakt til politiet.
Det danske politi modtog meldingen kl. ca. 22. Politiet kontaktede den tyske værnemagt og Statsadvokaten for særlige anliggender. Statsadvokaten varetog med et særligt politihold efterforskningen af spionage, sabotage og såkaldt “nedbrydende” virksomhed.
Senere på natten blev flyverne fra Halifax BB378 omringet af tyske soldater, mens landmanden ikke var at se.
 |
| Table Mat alias Gunnar Christiansen. Foto: Special Operations Executive, UK |
Den 14. december 1943 kunne S.O.E. i Stockholm telegrafere til London at 3 officerer også var i sikkerhed. De blev smuglet til Malmø i Sverige samme dag. Muus havde tillige formået at få alle de ting med han medbragte fra London.
De fem underofficerer fra Halifax BB378 havde ikke selv samme held som officererne og Muus
under flugten fra nødlandingen i Bonderup.
Turvil, Smith, Riggs, Atkins og Anderson var efter 70 kilometers vandring nået frem til Ølsted nord for Frederikssund. Det var den 13. december 1943, og det var Luciadag, men de fem flyvere havde ingen skytsengel med. De troede sig i sikkerhed, da de tog kontakt til en gårdejer, der tilbød overnatning på loftet af hans ejendom.
Efter at have vist flyverne op på loftet tog manden imidlertid kontakt til politiet.
Det danske politi modtog meldingen kl. ca. 22. Politiet kontaktede den tyske værnemagt og Statsadvokaten for særlige anliggender. Statsadvokaten varetog med et særligt politihold efterforskningen af spionage, sabotage og såkaldt “nedbrydende” virksomhed.
Senere på natten blev flyverne fra Halifax BB378 omringet af tyske soldater, mens landmanden ikke var at se.
Udenrigsministerets meddelelser til pressen, 12. december 1943.
Kilde: Ras Nilson.
Flyverne der var på flugt fra Bondeup-nødlandingen havde tyskernes store fokus, og tyskerne satte meget ind på at finde dem. Via Udenrigsministerets Pressetjeneste udsendtes dagen efter nødlandingen en tekst til alle danske aviser: "Fra tysk side henledes opmærksomheden atter på, at enhver hjælp, ydet til soldater fra fjendtlige magter (f.eks. nedskudte fjendtlige flyvere) efter tysk krigsret er forbudt og betragtes som hjælp til fjenden, der straffes med strenge straffe, evt. dødsstraf.
Landmanden i Ølsted nord for Frederikssund stod således i et stort dilemma og han risikerede strenge straffe fra tysk side, hvis han valgte at hjælpe flyverne.
En af flyverne fortæller om forløbet.
"Vi blev efter tilfangetagelsen på gården transporteret til et tysk tilholdssted på en kaserne nær København, hvor vi blev forhørt ret overfladisk", fortæller Brian Atkins. Stedet viste sig at være Høvelte Kaserne.
De fem tilfangetagne underofficerer fra Halifax BB378 kom dernæst til krigsfangelejren Stalag 4B i Mühlenberg nær Dresden. Både Smith, Turvil, Anderson, Atkins og Riggs havde modtaget forudgående flugttræning i deres uddannelse.
Nicholas Anderson havde under sit ophold i fangelejren to flugtforsøg fra Stalag 4B, inden det lykkedes ham at flygte fra tyskerne 16. april 1945. Det lykkedes Anderson at tilslutte sig amerikanske soldater fra 69. Division.
Nicholas Anderson havde under sit ophold i fangelejren to flugtforsøg fra Stalag 4B, inden det lykkedes ham at flygte fra tyskerne 16. april 1945. Det lykkedes Anderson at tilslutte sig amerikanske soldater fra 69. Division.
For de fire stadig tilfangetagne flyvere fra Halifax BB378 var den russiske ankomst til lejren enden på deres 15 måneder lange ophold i fangelejren. Russerne holdt krigsfangerne tilbage i lejren i nogle uger, inden de blev overgivet til de amerikanske styrker.
To af flyverne fra Halifax BB378, som var lykkedes med deres flugt tilbage til England, fortsatte med S.O.E.-arbejdet resten af krigen. Piloten Peter Bartter underviste på en af S.O.E.s skoler i England, hvor nye flybesætninger blev uddannet.
Ernesto Howell fortsatte med at flyve operationer med Special Duties Squadrons. Den 8. november 1944 tog Howell afsted på sin sidste opgave - Operation Crupper 11 til Norge med Stirling Mk IV LJ993. Howell var radiotelegrafist ombord på flyet, og ombord var også to norske agenter. Flyet styrtede i nordsøen på vej mod Norge i et voldsomt uvejr. Alle ombord blev dræbt.
Howell og den øvrige besætning fra Stirling Mk IV LJ993 blev aldrig fundet, og der er idag en mindeplade for Howell og omkring 20.000 andre RAF-flyvere, som har en ukendt grav på Runnymeede Memorial i Surrey i England.
I oktober 1944 havde S.O.E. leveret våben, der ifølge deres egne opgørelser kunne bevæbne omkring 5.000 modstandsfolk i Danmark. Fra vinteren 1944-1945 og frem til den tyske overgivelse blev S.O.E.´s aktiviteter øget yderligere. Våben til 20.000 modstandsfolk blev nedkastet.
I december 1944 måtte Muus flygte til Sverige og England, da han og andre danske faldskærmsfolk var kommet i Gestapos søgelys. S.O.E havde da allerede planer om at sende en ny chieforganiser til Danmark. Ole Lippmann var den udvalgte efterfølger for Muus.
FAKTA:
Historien om Halifax BB378 kan følges på denne Facebookside (link)
Endvidere på www.halifaxbb378.dk
Ernesto Howell fortsatte med at flyve operationer med Special Duties Squadrons. Den 8. november 1944 tog Howell afsted på sin sidste opgave - Operation Crupper 11 til Norge med Stirling Mk IV LJ993. Howell var radiotelegrafist ombord på flyet, og ombord var også to norske agenter. Flyet styrtede i nordsøen på vej mod Norge i et voldsomt uvejr. Alle ombord blev dræbt.
Howell og den øvrige besætning fra Stirling Mk IV LJ993 blev aldrig fundet, og der er idag en mindeplade for Howell og omkring 20.000 andre RAF-flyvere, som har en ukendt grav på Runnymeede Memorial i Surrey i England.
I oktober 1944 havde S.O.E. leveret våben, der ifølge deres egne opgørelser kunne bevæbne omkring 5.000 modstandsfolk i Danmark. Fra vinteren 1944-1945 og frem til den tyske overgivelse blev S.O.E.´s aktiviteter øget yderligere. Våben til 20.000 modstandsfolk blev nedkastet.
I december 1944 måtte Muus flygte til Sverige og England, da han og andre danske faldskærmsfolk var kommet i Gestapos søgelys. S.O.E havde da allerede planer om at sende en ny chieforganiser til Danmark. Ole Lippmann var den udvalgte efterfølger for Muus.
FAKTA:
Historien om Halifax BB378 kan følges på denne Facebookside (link)
Endvidere på www.halifaxbb378.dk
--- ooo ---
Jan Christensen (Copyright). E-mail: jan_christensen@outlook.dk