Mindehøjtidelighed for allierede flyvere på Svinø Kirkegård 4. maj 2019

4. maj 2019 blev 62 allierede flyvere mindet på Svinø Kirkegård på Sydsjælland på 74-årsdagen for Danmarks befrielse .

På kirkegården ligger  allierede flyvere fra Royal Air Force, Royal Canadian Air Force, US Air Force, Royal New Zealand Air Force og Royal Australian Air Force begravet. 46 amerikanske flyvere, der også oprindeligt blev begravet her, er senere blevet flyttet til udlandet.

British Defence Attaché Colonel Sarah Johansen lagde en krans
ved mindehøjtideligheden på Svinø Kirkegård 4. maj 2019. Foto: Jan Christensen (C)

463 fly blev skudt ned i Danmark eller i danske farvande under besættelsen. Fra disse flystyrt blev omkring 1100 flyvere begravet i Danmark. Af de overlevende blev 629 krigsfanger i Tyskland og 93 kom med modstandsbevægelsens hjælp til Sverige. Enkelte blev herudover samlet op i Nordsøen og sejlet direkte til England.

Svinø Kirkegård på Sydsjælland spillede en større rolle under besættelsen for de allierede flyvere, som mistede livet over dansk territorium.

Den tyske øverstbefalende på den nærliggende Avnø flyvestation på Sydsjælland havde under besættelsen valgt Svinø som en af de fem centrale kirkegårde og mange flyvere fundet på Sjælland, Lolland, Falster og Møn blev derfor bragt til Svinø til begravelse.

Fra oktober 1943 var det dog forbudt Johannes Lindeløv ved Svinø kirke at medvirke ved begravelserne, og den tyske besættelsesmagt forestod herefter selv begravelserne og ønskede ikke fremmøde af danske myndigheder, sognepræst eller lokalbefolkning. Begravelserne foregik nu kl. 6 om morgenen og der opsattes ikke længere nogen former for kors på gravene.

Det var i denne sidste del af krigen, at tyskerne blot gravede de allierede flyvere ned uden en højtidelighed. Præsten Johannes Lindeløv og menighed gik trods trusler fra tyskerne sammen ud til graven den følgende søndag efter gudstjenesten, og præsten foretog jordpåkastelse, lyste velsignelse og bad Fadervor, så alle fik en kristen begravelse.

Fra 30. maj 1944 blev alle kister af tyskerne desuden erstattet af sækkelærred. I løbet af sommeren kom der tillige en ny tysk instruks om, at allierede flyvere skulle begraves på stedet. Den 13. september 1944 blev de sidste flyvere begravet på Svinø Kirkegård.

I 1950 blev et afsnit under Commonwealth Wargraves oprettet på kirkegården med tilhørende mindelund og traditionen med en årlig mindehøjtidelighed fulgte snart.

Mindehøjtideligheden på Svinø Kirkegård havde i 2019 deltagelse af British Defence Attaché Colonel Sarah Johansen, Australiens ambassadør Mary Ellen Miller, Colonel Christopher Cruise fra USAF og andre inviterede gæster. 

Foto: Jan Christensen (C)


Foto: Jan Christensen (C)


Anne Bailey (til venstre) og ægtefælle, niece til Phillip Coleman 
RAF 619 Squadron, død natten 15. februar 1944.  
Coleman ligger begravet på Svinø Kirkegård. 
Foto: Jan Christensen (C)


 Oberst J.R.Thomsen fra Flyvevåbnet holder tale.





Foto: Jan Christensen (C)


Australiens ambassadør Mary Ellen Miller lægger en 
krans på Svinø Kirkegård 4. maj 2019. 
Foto: Jan Christensen (C)

----ooo----


Jan Christensen (Copyright). E-mail: jan_christensen@outlook.dk