Dronning Margrethe besøger Hvidsten på 75-årsdagen for Hvidstengruppens henrettelser

Det var præcis på årsdagen for den første våbennedkastning nær Hvidsten, at SS-sturmbannführer og Gestapoleder for det jyske område Eugen Schwitzgebel havde planlagt en aktion 11. marts 1944, der skulle anholde store dele modtagegruppen i Hvidsten og omegn.

Modtagegruppen kaldtes oprindelig af familierne for "Hvidsten-Spentrupgruppen", men blev senere blot kaldt Hvidstengruppen. Med til våbenmodtagelserne i 1943 ved Hvidsten var også flere faldskærmsagenter fra Special Operations Executive foruden folk fra Randersegnen og også et par hjælpere fra Sjælland. Det var denne gruppe, der udgjorde modtageholdene (reception committee), når de engelske Halifax-fly smed containerne med det værdifulde sabotageudstyr samt faldskærmsagenter ned nær Trinderup og i Allestrupgaard Plantage.

S.O.E. agenten Preben Lok-Lindblad fotograferet foran
Hvidsten Kro efter befrielsen

Modtageholdene ved Hvidsten modtog i 1943 i alt 24 containere, 4 pakker og 8 faldskærmsagenter: Kay Ronald Lund, Preben Lok-Lindblad, Paul Hansen, Jens Peter Carlsen, Vilfred Christian Petersen, Jacob Jensen, Hans Filip Robert Johansenog Erik Boelskov.

Tyskerne var overraskende dygtige til at skaffe sig viden om våbennedkastningerne, og allerede ved
den første nedkastning var de klar over, at en nedkastning havde fundet sted. Heldigvis kunne oplysningerne ikke stedfæstes nærmere end 18 kilometer fra nedkastningsstedet.


Modtageholdene skulle sørge for at kommunikere med flyene gennem den såkaldte S-Phone, desuden morse det aftalte bogstav til flyet, og modtage flyets morsesignal retur.  Modtageholdet skulle efter nedkastningen af containerne så indsamle disse og sørge for borttransporten af både våben og containere. Hvidsten Kro blev samlingspunket for aktiviteterne, og det var her, at faldskærmsagenterne blev kørt til efter nedkastningerne.

Anholdelserne af store dele af  modtagegruppen havde sammenfald med årsdagen for den første nedkastning lørdag den 11. marts 1944. Igennem det seneste halve år var det på forskellig vis lykkedes for Gestapo at få et kendskab til nogle af nedkastningsaktiviteterne i området. Under en retssag i 1946 mod Gestapo-tolk Harvey Jensen kom det frem, at Gestapo havde fået oplysningerne om nogle af medlemmerne af Hvidstengruppen af en faldskærmsmand. I Århus var tre faldskærmsfolk fra S.O.E. blevet anholdt i en taglejlighed 14. december 1943 i M.P. Bruunsgade.

Det lykkedes Gestapofolkene at anholde hele ni personer 11. marts 1944. Fem blev anholdt på Hvidsten kro. Det var kroejer Marius Anthon Pedersen Fiil, sønnen og medhjælper Niels Fiil, datteren husmoder Kristine Søvang Sørensen (Tulle) og hendes mand bryggeriarbejder Peder Bergenhammer Sørensen. Også Marius næstyngste datter Gerda Fiil blev anholdt ved aktionen. Anholdelserne foregik lidt over kl. seks om morgenen.

Gudrun havde set, at det var Gestapofolk der var ankommet, så hun svarede ikke på tyskernes spørgsmål og blev ved med at trække kroens gardiner fra. Så blev der tumult i krostuen, da kroens karl kom løbende ind i krostuen forfulgt af flere Gestapofolk. Harvey Jensen sprang op og standsede ham. Samtidig dukkede Marius op i soveværelsesdøren. Harvey løb hen til ham, og sagde at han skulle følge med straks. Gudrun forklarede, at Marius var syg af bronkitis, men det blev der ikke taget hensyn til.

Da Gudrun herefter ville tage afsked med Marius, havde Harvey Jensen sagt, at det ikke var nødvendigt og havde kommanderet ham ud til bilerne. Gestapo tog også Gudrun Fiils legitimationskort med, og det blev først leveret tilbage 17.marts 1944 sammen med en undskyldning om, at det havde været en fejl, at man havde taget hendes kort med.

Fire øvrige medlemmer af modtagegruppen blev anholdt samme dag. Lillebilvognmand Anders Venning Stensgård blev anholdt i Råsted, dyrlæge Albert Carlo Iversen i Spentrup, mekaniker Johan Kjær i Hvidsten og landmand Jens Stenz, der boede i Kondrup.

Efter Gestapos anholdelse af hovedparten af medlemmerne af Hvidstengruppen 11. marts 1944 beordrede værnemagten Gudrun Fiil at lukke kroen. To dage senere kunne man læse denne annonce i Social Demokraten for Randers og Omegn:





Hvidsten Ungdomsforening skulle ellers have holdt bal dagen efter. 19 marts 1943 søgte Gudrun Fiil om at måtte genåbne kroen, så kroen igen kunne modtage gæster. Hvidsten Kro forblev lukket af det tyske værnemagt i knap tre uger. En annonce i Randers Dagblad og Folketidende bekendtgjorde 4. april 1944: “Hvidsten kro er atter aaben”.

Politimesteren i Randers gav 4. april 1944 efter forhandling med Schwitzgebel tilladelse til genåbningen på følgende to betingelser:

1) Gudrun Fiil må ikke modtage eller have føling med sabotører eller illegale kredse.
2) Der må ikke finde åbningsdemonstrationer sted.

26. juni 1943 blev otte medlemmer af Spentrup-Hvidstengruppen dømt ved den tyske krigsretsdomstol i København. Tre dage senere blev gruppen henrettet. 



På 75-årsdagen for henrettelserne aflægger Dronning Margrethe d. 29. juni 2019 besøg på Hvidsten kro.

Det bliver den 13-årige Nicoline Kjul Fiil Paetch, som får æren af at overrække blomster til H.M. Dronningen, når hun ankommer. Nicoline er datter af værtsparret på kroen Søren og Christina Fiil, og er dermed tipoldebarn af Marius- og Gudrun Fiil.

Når hun skal modtage Dronningen, vil hun være klædt i folkedragt. Det er den samme dragt, som alt serveringspersonale på Hvidsten Kro bærer.

 Nicoline Kjul Fiil Paetch, (Pressefoto, Hvidsten kro)

Efter frokosten på kroen lægger dronningen en krans i Mindelunden tæt ved kroen, og deltager også i en mindegudstjeneste i Gassum Kirke.


--- ooo ---

Jan Christensen (Copyright). E-mail: jan_christensen@outlook.dk