Ralph C. Hollingworth og de danske faldskærmsagenter

Special Operations Executive (S.O.E.) oprettede allerede i 1940 en dansk sektion i England.

Head of S.O.E. Denmark Ralph C. Hollingworth ("Lillefar") har fortalt, at  opgaven for S.O.E. var, at kæmpe mod tyskerne i ethvert område, hvor det kunne nytte.

Head of S.O.E Denmark Ralph C. Hollingworth (t.v) ved en frihedskæmperparade i Næstved i maj 1945.
Foto: Frihedsmuseet.

Tyskland havde store interesser i Danmark bl.a. indenfor fødevareforsyning, skibsindustri og produktion, fortalte Ralph Hollingworth i et interview fra 1966. Hollingworth, der iøvrigt også talte flydende dansk, stod selv for rekrutteringen af de mange SOE-agenter, og de første emner blev fundet i Danish Seaman Pool i Newcastle.

Da kandidaterne efter en skrap udvælgelsesproces var blevet udvalgt, fik de at vide, at chancen for at overleve i jobbet nok kun var 25 procent. Samtidig skulle de skrive under på, at de aldrig måtte røbe hvad deres deres arbejde gik ud på. Ikke engang deres familier vidste derfor dengang, hvad de beskæftigede sig med.

I alt 53 S.O.E.-agenter blev indsat på dansk jord. Den indledende træning havde til formål at vurdere kandidaternes personlighed og potentiale i Special Operations Executive.

Faldskærmsmanden Ole Geisler
blev en af de mere kendte S.O.E.-agenter.
Han arbejdede både i Jylland og på Sjælland.
Foto: Special Operations Executive, UK

Hvis man blev vurderet egnet og indvilgede i betingelserne for at blive S.O.E.-agent, opdagede kandidaterne senere at undervisningen bl.a. kom til at bestå i sikkerhed, skygning, forhørsteknikker, bluffteknikker, faldskærmsudspring, indbrud, sabotage, hold-ups, kortlæsning, skydning, brug af sprængstoffer og silent-killing.

Uddannelsen omfattede også kendskab til tyske uniformer og rangsystem, radiotjeneste og kodesystemer. Agenternes færdigheder og personlige egenskaber var afgørende for, hvilke af konkrete uddannelsesforløb, de blev tilbudt på en række skoler i England og Skotland.

Af agenterne var 52 danskere og en var norsk statsborger. De første S.O.E.-agenter blev nedkastet med faldskærm d. 26/12 1941, og den sidste landede med faldskærm d. 6/3 1945.

De fleste agenter blev nedkastet med faldskærm men enkelte ankom med skib til Danmark. Tre S.O.E. agenter blev endda nedkastet i Danmark to gange. En håndfuld danske S.O.E. agenter kom derudover til at arbejde i den tyske S.O.E- sektion bl.a. i Kiel og Slesvig-Holstein.

Da tyskerne overgav sig d. 4. maj 1945, var yderligere en håndfuld S.O.E. agenter netop færdiguddannet i England og stod således klar til indsættelse i Danmark. En af dem var den kendte skuespiller Mogens Wieth. Denne lille gruppe agenter kom dog aldrig i arbejde.

I alt var ca. 150 danskere igennem S.O.E´s træningsprogrammer. Størstedelen af de danske kandidater var dog sorteret fra allerede på de indledende kurser.

Enkelte var nået langt i deres træning, da de blev valgt fra. Da de nu besad stor viden om S.O.E., blev de af sikkerhedsmæssige sendt til særlige afsides beliggende lejre i Skotland. Her skulle de opholde sig indtil krigen var slut.

De danske S.O.E.-agenter var uddannet til at varetage forskellige funktioner. Hovedparten var sabotageinstruktører men resten var chieforganisers, telegrafister og forbindelsesofficerer m.v.

Arbejdet fra 1941 til 1945 rummede mange facetter og var yderst farligt. Tretten S.O.E. agenter blev taget og endte i koncentrationslejre og fængsler i Tyskland. Elleve agenter blev evakueret til Sverige under krigen, primært fordi tyskerne var lige i hælene på dem.


Faldskærmsagenten Jacob Jensen var en af de agenter, der blev taget af tyskerne.
 Efter han blev taget i Århus d. 13. december 1943 blev han sendt til flere fængsler og KZ-
lejre i Tyskland (Sachsenhausen og Neuengamme). Billedet viser Jacob Jensens fangenummer fra Kz-lejren. Numrene var påsyet fangejakke og bukser.

 Foto: Jan Christensen (C) og er gengivet med tilladelse fra familien.

Fra S.O.E´s egne notater om likvideringen af Pay Larsen.
Kilde: National Archives, UK. 


Syv af de danske S.O.E.-agenter blev dræbt under besættelsen:

* Carl Johan Bruhn, dræbt ved faldskærmsulykke d. 27.12 1941 nær Haslev.

* Christian Rotbøll, skudt af dansk politi 26.09 1942.

* Poul Herman Johannesen, død 05.09 1942 (selvmord med cyankaliumpille ved tysk anholdelse).

* Hans Henrik Pay Larsen. (likvideret af S.O.E. selv ved Sjælsø d. 30.04 1943).

* Hans Robert Filip Johansen, død 25.7 1943 (selvmord med cyankaliumpille ved tysk anholdelse).

Uddrag af avisartikel om Hans Robert Filip Johansen.


* Erik Boelskov, død 25.08 1943 (eksplosionsulykke med sprængstof på Frederiksberg).

Yderligere en agent blev dræbt under faldskærmstræningen i Manchester d. 28. januar 1942. Det var telegrafisten Hans Edgart Therkildsen.

Faldskærmsulykken var ulykkeligvis en gentagelse af den defekt, der ramte Carl Johan Bruhn ved udspringet ved Haslev, hvor hans faldskærm ikke foldede sig ud.

Efter endnu en defekt blev faldskærmsudstyret i nedkastningsflyene omgående ændret.

Efter befrielsen samledes en stor del af den danske S.O.E.-organisation med prominente udenlandske gæster til et stort Farewell Party på Wivex  i København d. 11. juli 1945.

Ikke alle inviterede S.O.E.-folk kunne dog deltage  i S.O.E.´s store Farewell Party.

Faldskærmsagenten Jacob Jensen sendte afbud til S.O.E.´s parade og Farewell Party, da han var kommet tilbage til Danmark med de hvide busser via Sverige d. 16. maj 1945. I sit afbud til Major Lassen skrev Jacob Jensen, at han var for syg og ikke kunne deltage. De øvrige to agenter, der blev taget i Århus sammen med Jacob Jensen deltog.

Brev fra Jacob Jensen med hans afbud til  S.O.E.´s Farewell Party. Venligst udlånt af familien.
Foto: Jan Christensen (C)

Deltagere ved S.O.E.´s Farewell Party på Restaurant Wivex, København d. 11. juli 1945 kl. 19.00

Deltagere ved S.O.E.´s Farewell Party på Restaurant Wivex, København d. 11. juli 1945 kl. 19.00
med Colin Gubbins, Kai Winkelhorn og Ralph C. Hollingworth i spidsen. Foto: Frihedsmuseet.


Menukort fra S.O.E.´s Farewell Party med Colin Gubbins signatur.
(Foto venligst udlånt af en af faldskærmsagenternes familier).  





I kommende blogindlæg vil dele af faldskærmsagenternes arbejde under besættelsen blive uddybet nærmere.


--- ooo ---


Jan Christensen (Copyright). 

Kontakt/ foredrag: jan_christensen@outlook.dk

Foredrag 1: Våbennedkastninger i Danmark 1941 - 1943
Foredrag 2: Våbennedkastningerne til Hvidsten-gruppen
Foredrag 3: S.O.E. og de danske faldskærmsagenter